Internettet er, som udgangspunkt, åbent og frit. Hver dag deles masser af indhold; artikler, kunst i varierende professionel grad, vittigheder, billeder, tutorials, underholdning, undervisning, spil…you get the picture. Internettet er stort og frit og flydende og rigtig meget af det, der er at finde, kan findes gratis.
Jeg har ikke lyst til at kede læseren med en lang tirade omkring hvordan vi i gamle dage udelukkende læste aviser over skulderen på naboen eller skiftedes til at låne de samme tre grammofonplader på biblioteket. Nogle mennesker betragter internet eraen som enden på det ensomme geni andre hylder det som endeløs informationsudveksling og udvikling. Sandheden er nok et sted midt i mellem; internettet er blot endnu et sted hvor den menneskelige identiteter og relationer kommer til udtryk.
At betale for det, der er gratis
Jeg er i virkeligheden fascineret af kulturen omkring betaling på internettet som er ved at opstå; hvilke mekanismer får folk til at betale for det, de kunne have fået gratis? Tjenester som Spotify kan måske betragtes som mere bekvemme end ulovlige downloads; masser forskelligt musik samlet et sted som nemt kan integreres og rykkes rundt i forskellige kategorier og spillelister. Derudover er der et etisk aspekt i at betale mennesker for deres kunst som de udøver. Det er gammelt produkt i nye klæder, en ny måde at købe den samme musik på. Internet økonomi kan derimod også bruges som stadfæstelse og cementering af et community, som i dette tilfælde hvor Wendy Atterberry på én uge indsamlede 6400 dollars, næsten 35.000 kroner til drift af sin hjemmeside. Pengene gik bl.a. til serveromkostninger, men også at hyre en babysitter så hun kunne få mere tid til at arbejde. Man kan undre sig over hvad er det der får 200 mennesker til at betale for et fremmed menneskes babysitter? Men vi vil i virkeligheden faktisk gerne betale for det, der tilfører værdi i vores liv.
World wide web er opbygget så alle kan skabe og dele på internettet med minimal indsats. Det er nemt at starte op, men også sværere at skille sig ud. Det kan der være mange strategier for – diverse gimmicks men jo mere succesfuld ens indhold bliver jo længere vil det også tage at vedligeholde det. Forrige penge-indsamling er ét eksempel af mange på at mennesker søger intelligent indhold hvor der er mulighed for at indgå menneskelige relationer – det kan nærmest ikke undgås. Mennesker er naturligt generøse, de vil gerne betale for deres forbrug. Vi har et indlejret behov for fairhed. Så ikke alene vil vi gerne indgå i sociale relationer, der overskrider internettets grænser – vi begynder også at udvikle vores koncept af hvad der udgør et produkt. Det handler altså om at besvare menneskets higen efter viden og gennem dette opbygge sociale netværk. Men når disse hjemmesider er tilstrækkeligt meget arbejde at det bliver et fuldtidsjob at vedligeholde så er det svært at forsvare en gratis og åben model. Der findes masser af produkter på internettet – og masser af mennesker der betaler for dem. For det handler ikke kun om at støtte “producenten”, men også om at, når jeg betaler for en fremmed kvindes babysitter så har jeg været med til at bidrage til og opretholde fællesskabet.
Flattr – likes der betaler sig
Dette bringer os frem til flattr (flattr.com), som jeg først stiftede bekendtskab med gennem mit arbejde på netop qed.dk. Flattr er et forsøg på at skabe en universel platform som gør det muligt at betale for specifikt indhold på nettet. Skabt som økonomisk pendant til “facebook-likes”, er det en hurtig måde at tilkendegive og støtte kreative skabere på internettet.
Fordelen er at det er direkte og kontant bruger-feedback, der synliggør viden som en handelsvare godt i tråd med det moderne danske samfund. Det understøtter at viden tager tid at skabe og dele, men det kan også påvirke vidensudvikling. Hvis viden udvikles i dialog med viden kan det at flattr’e nogen måske føre til en skævvridning af hvordan viden og holdninger fremstilles – skriver man får at få flattr’s? Kan man det?
Ansvaret for at bevare integriteten af vidensproduktion opstår således nu imellem to mennesker; skribenten og læseren. Forfatteren har ansvaret for at producere materiale som kan bidrage til debatter eller øge viden hos modtageren. Denne har så ansvaret for at opsøge og bidrage med det mål for øje at skabe vækst og forandring i en metaforisk videnspulje. Der er en indre værdi for mennesker ved at hjælpe andre mennesker – man får det godt at af at skabe netværk, og mennesket er naturligt generøst; det er det der opretholder vores samfund og det glemmes nogle gange til fordel for at internettet skal være stort og frit.
Om man kan skrive direkte for økonomisk respons er svært at vurdere. Spørgsmålet er snarere er det så meget anderledes end at skulle gennem redaktører og forlag for at blive udgivet – dette påvirkede også hvilken slags information som var frit og nemt tilgængelig. Der har internettet den fordel at passion og viden kan deles uden forhåndsgodkendelse – og dermed også dens problem.
Flattr skal være udbredt for at virke. Flere skal være medlem af flattr og være aktive bidragsydere, men gør det det har det potentiale for at blive en platform for mangfoldighed hvor mennesker får mulighed for støtte til at skabe og dele viden og værdi på internettet.
Det er et spændende område – jeg donerer en del til projekter og mennesker der bidrager til de ting jeg holder af på internettet, f.eks. adblock plus, en ZX Spectrum emulator til Nintendo DS og Wikipedia – bare lige for at nævne tre meget forskellige projekter. Fælles for dem alle er, at det foregår via PayPal, som for mig er nemt og bekvemt. Jeg er godt nok med i Flatter, men jeg er ikke så vild med deres “abonnements ordning”. Syns der er lidt for meget “du skal være generøs for XXX eur om måneden” over den. Hvis det nu var mere ala en meget nem måde at donere et par euro på, uden at have et fast beløb om måneden – så tror jeg det ville slå mere an.
Nu nævner Anders adblock plus, hvilket efter min mening er et interessant emne, når man snakker om at betale for indhold på nettet. Reklamer er på mange hjemmesider en ikke uvæsentlig indtægtskilde (bilder jeg mig ind, for når alt kommer til alt, ved jeg det reelt ikke), og når man vælger at bruge adblock plus, så vælger man også indirekte ikke at støtte udbyderen af det indhold, man sidder og kigger på.
Jeg mener dog ikke, at man ikke bør bruge adblock plus eller lignende til at blokkere for reklamer, men man bør være bevidst om hvornår det er man blokerer. Hvis man blokerer reklamer på en hjemmeside, som insisterer på at afspille videoer med lyd eller have billeder der blinker så meget, at en epileptiker ville få et anfald, så er det efter min mening helt okay. Hvis man derimod har reklamer blokeret på din yndlings bloggers hjemmeside, så bør man slå det fra.
Det forholder sig selvfølgelig sådan med reklamer, at hvis man vil have penge for dem, så skal man for det første have dem på sin side (hvilket qed.dk ikke har), og man skal have mange besøgende. For en side som qed.dk, som er relativt ny og som laver indhold til en relativt lille målgruppe, er det ikke sikkert, at der er meget at hente i reklamepenge. Det er så her, hvor flattr bliver interessant, da de læsere der er kan være med til at støtte Mathilde og andre bloggere, som laver indhold til et niche område.