Du er en person på nettet, der bare virkelig gerne vil købe en lommelygte. Du finder den perfekte og trykker “køb” og bang! Straks møder du den berygtede formular. Lyder det bekendt? Formularer på internettet står ofte midt i mellem hvad du, som bruger, gerne vil opnå og hvad udbyderen af hjemmesiden eller servicen har behov for. Mange mennesker hader at udfylde disse formularer – hvilket kan føre til at mange vælger at logge ind via sociale medie identiteter som facebook, på trods af privathedsmæssige ulemper. Det handler om at formindske det, der står i vejen mellem dig og det du gerne vil.
Så hvad kan vi, som designere gøre, når vi bliver nødt til at bede om information fra brugeren? Det allerførste vi kan gøre er at spørge os selv; har vi virkelig brug for den her information – eller er det spørgsmål fra marketing som gerne vil kende køn, højde og antal børn for at bestemme et reklameringssegment? Er det udviklerne, der har brug for information til at identificere brugere? Er der nogen anden måde de kan få den på?
Wroblewski foreslår i sin bog, Web Form Design, at udspørge brugeren om det absolut minimale for at gennemføre brugerens kernemål, og gemme “fluff” spørgsmålene til bagefter når brugeren har større overskud og positiv stemning efter en gennemført transaktion. Research viser faktisk at folk ér mere villige til at udfylde marketing spørgsmål når de først stilles efter formen er udfyldt og godkendt.
Derudover fremhæver han en anden væsentlig diskussion omkring accessibility; altså at designe hjemmeside og formularer for de mennesker som måske ikke har mulighed for at benytte mus eller keyboard. Det giver nogle interessante udfordringer i forhold til at hjælpe brugeren med at navigere igennem en form, for eksempel udelukkende ved brug af “tab”-tasten. Accessibility er en alvorlig trussel mod informationssamfundet. Efterhånden som stort set alt offentlig interaktion foregår via online formularer er det vigtigt at vi ikke udelukker eller hindrer bestemte samfundsgrupper i at interagere og udfylde digitale formularer på en nem måde.
Det gode ved bogen er at der er mange eksempler. Det er tydeligt at Wroblewski har meget erfaring inden for feltet og han inkluderer research der underbygger hans råd og påstande.
Et interessant aspekt jeg fandt i hans forskning var friktionen mellem hvilke designs brugere foretrækker og det design som klarer sig bedst i test i forhold til fejl og udfyldelses-tider. Dette fører mig til den konklusion at nogle gange kan det være en god ide at gå på kompromis med udfyldelsestider hvis et andet design f.eks får brugeren til at føle sig mere sikker, eller får brugeren til at tænke mere over sit input.
Han præsenterer også begrebet “gradual engagement”, dvs at lade brugerne udfylde småstumper undervejs i interaktionen og så skabe en brugerprofil ud fra det, behind-the-scenes. Det er med til at mindske barrieren mellem brugeren og de krav der stilles fra hjemmesiden/firmaet. Det kan dog også skabe nogle problemer i forhold til at kommunikere for brugeren hvilken tilknytning de har til hjemmesiden og hvor meget information hjemmesiden beholder om dem. Det er kun et lille hjørne i diskussionen omkring automatisk data-indsamling, som ligger uden for scopet af bogen, desværre. Men det er et godt eksempel på at selv igennem udformningen af simple web-formularer har man som designer et etisk ansvar.
Jeg vil anbefale bogen for enhver som arbejder med webformularer eller som måske er nysgerrig omkring de bagvedliggende elementer og tanker omkring hvorfor webformularer ser ud som de gør. Til tider kan bogen føles lidt lang – især idet hvert kapitel slutter med en liste af “best practices”, men denne liste gør at bogen egner sig som opslagsværk.
Interessant post. Som udvikler laver jeg konstant ting, hvor der er brug for brugeres input og har en del erfaring med det, men synes bestemt Wroblewskis bog virker som en man kan lære noget af.
Ifht. accessibility, så er det i virkeligheden ikke så svært og det drejer det sig grundlæggende om at lave noget semantisk markup, der kan “forstås” ved udelukkende at kigge i kildekoden, som om man var en screen reader. Det er bare ret nemt at glemme når man bruger diverse JavaScript frameworks til hurtigt at få noget fra hånden.
En ting jeg personligt ikke bryder mig om, er når man bruger formularfelters placeholder attibute (ligesom denne kommentarformular) som label. Det ser pænt og rent ud, men så snart man begynder at udfylde felterne, så forsvinder dette “label” jo, og i større formularer kan man miste overblikket. I øvrigt kan det give problemer med accessibility.