De svære emner… stress og depression

Der er emner, der er svære at tage op med kollegerne. De mange sygemeldinger, det dårlige humør, de pludselige følelsesudbrud, de glemte aftaler, de ubesvarede emails… og måske har vi mest lyst til at forbigå det i stilhed. Ignorere problemerne.

Alle disse ting kan i det store billede være symptomer på stress eller depression og det er de færreste af os som ved hvordan vi skal håndtere det, når vi møder det. Jeg skriver med vilje “når” og ikke “hvis” – jeg tror, de fleste af os i disse tider bliver konfronteret med disse sygdomme enten ved selv at blive ramt eller ved at en i omgangskredsen bliver ramt.

Gitte Klitgaard holdt med stor succes et kort foredrag på Agile Lean Scotland (og igen på GOTO) om stress og depression ud fra egen erfaring. Det synes jeg er meget modigt – og det ville være bedre, hvis det ikke krævede mod at indrømme at man har mødt stressen. Flere og flere af os bliver ramt og så længe det er tabu at snakke om, så er tabuet en del af problemet. Hvis vi kan fjerne tabuet, så kan det være at flere får overskud til at bede om den nødvendige hjælp. Derfor er denne video og videoer som den så vigtige.

Jeg kan kun opfordre til at man tager sig tid til at se videoen (27 minutter godt givet ud) og deler den med så mange som muligt, så vi kan bidrage til at få fjernet noget af det tabu som omgærer stress og depression i dag.

Det giver en noget at tænke over… især blev jeg ramt af sammenligningen med æslet fra Peter Plys. Alle vennerne inviterer altid æslet, selv om de ved at han er deprimeret og negativ. De accepterer ham som han er og forsøger ikke at få ham til at deltage på deres vilkår og være glad. Bare han er der og bidrager med det han har overskud til. Det tror jeg er en sammenligning mange af os kan forholde os til og omsætte til handling.

Alt for mange kloge, gode mennesker går ned med stress. Det er et kompliceret problem, hvor der desværre ikke er et “easy fix”, hvor meget vi end ønsker det. Det mindste vi kan gøre er at fjerne det tabu, som er forbundet med sygdommene ved at tale om dem med et åbent sind uden at dømme. Lad os tage tabuet ud af ligningen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *