Det er i dag et år siden at QED.dk gik i luften, og sikke et år det har været. Først en stor tak til vores læsere, som har gjort det muligt for os at fejre en succes i dag.
Vi er 25 aktive QED’ere og vi har haft fint besøg på gæstebloggen 11 gange, hvoraf en af gæsterne heldigvis besluttede sig for at blive fast. Vi er stolte af at kunne præsentere en stor spredning på emner og ekspertise, der har resulteret i indlæg rangerende fra bl.a. agil udvikling, arbejdsmiljø, BYOD, cloud, hacking, gamification og IoT til kryptering, machine learning, offentlig IT, projektledelse, Scrum og user experience. Vi glæder os til at levere flere relevante indlæg til jer.
Som feedback-system benytter vi os af Flattr, der giver vores læsere mulighed for at donere et beløb til enten siden, en blogger eller et bestemt indlæg, og vi har det forgangne år modtaget $226.97 på Flattr til QED-sitet (ikke regnet det de enkelte bloggere har modtaget). Disse penge er gået/vil gå til drift af siden. Vi siger tak til alle der har bidraget. Den største fordel ved at bruge Flattr er, at I har en meget konkret mulighed for at fortælle os, om I kan lide det vi skriver til jer.
Som nogle af jer måske ved, startede vi i 2014 med at gå ned – hvilket vi ser som et positivt problem, da vi hurtigt kom i luften igen med en løsning der kunne trække vores besøgstal, som er i fremgang. Vi nåede 2 millioner sidevisninger i december, hvilket var vores mål for 2014. Tak for det!
Fremtidsmål
Vores mål er at dække på tværs af faggrænser, såsom mellem UX og programmører eller drift og programmører – alle der er med til at bidrage til it-produkter skal være med på QED.
For at nå det mål håber vi at kunne få nogle flere spændende indlæg på gæstebloggen, så hvis nogen derude har lyst til at deltage, så skriv til [email protected] og pitch dit indlæg. Det er også vejen til at blive fast blogger på sitet.
Vi tager nu hul på endnu et år med masser af inspiration og indspark til konstruktive debatter og ny læring, og vi håber naturligvis at du følger med. Du kan følge os på twitter eller tilmelde dig vores nyhedsbrev, hvis du ikke vil gå glip af de nye indlæg.
Tillykke til Qed.dk og os bloggere.
Det kunne være spændende at høre hvis vores læsere har nogen ideer til hvad de godt kunne tænke sig at se på sitet. Så skriv endelig her hvis du syntes vi kunne gøre noget bedre?