Hej!
Therese har inviteret mig med på qed-vognen, fordi hun deler min interesse for sprog og ord – og mere præcist hvad man kan få ud af at interessere sig for sprog, når man samtidig interesserer sig for systematik. Jeg lægger fra land med et alenlangt indlæg, men fremover tænker jeg at komme med langt kortere pip.
Lammekødslimonade. Klaskekrampe. Vovseaflønning. Man tager et tilfældigt navneord fra Retskrivningsordbogen og sætter det sammen med et andet tilfældigt navneord, og vupti har man et nyt ord. Og det sjove er, at man overraskende ofte får et nyt, sammensat ord, der er billedskabende, og som derfor bare lige skal have sin indlysende forklaring skrevet ned af rette vedkommende.
Det er idéen bag Godt Ord Igen (godt-ord-igen.dk), en slags crowd-sourcet ordbogsgenerator på nettet: Her er et ord, som ikke findes – men hvis det nu gjorde, hvad betød det så? Straks man går ind på hjemmesiden, får man et spritnyt ord at tage stilling til. Fx ”Basskræmsel”. Ringer dette nye ord en klokke, skaber det et billede, fortæller det en historie, eller er det bare en helt indlysende fejl at ordet ikke allerede findes og bruges – ja så fylder man sin ordforklaring ind i tekstfeltet og gemmer ord og forklaring i ordbogen. Man har også mulighed for at fylde lidt bindevæv i form af et s, et e eller evt. (i nødstilfælde!) en bindestreg ind mellem de to sammensatte dele for at gøre det nye ord mere udtaleligt.
Siger det nye ord ikke én noget, så kan man bare bede om et nyt. Der er 1,860,369,424 kombinationer af navneord+navneord (som fx kubikmeterdegn). Og så er der 315,467,448 kombinationer af verbum+navneord (som i zappeplantør), 35,928,956 kombinationer af adverbium+navneord (omkuldomelet) samt 415,878,744 kombinationer af navneord+adjektiv (bladanlystig), som også kan dukke op i generatoren. Desuden vægtes ord under 16 bogstaver højere, så man ikke så tit får ting som segmentopdelingjomfruhummer.
Der er opstået/skabt godt 13,000 ord på et års tid. Og det er jo faktisk begge dele: De nye ord er både opstået og skabt. Opståenen (!) kommer ved, at tilfældet har sat to ord sammen, og, øh, skabenen ved, at et menneske har valgt ordet ud blandt mange andre OG har opfundet en forklaring. Som sådan ligner det velsagtens alle andre kreative processer: Der er et element af noget udefrakommende – en kim – og når rette kim møder rette kunstner, opstår inspirationen, og koblet med kunstnerens sans for kvalitet (dvs. evne til at skelne skidt fra kanel) samt hans/hendes evne til at forløse inspirationen omsættes den til et stykke ny virkelighed gennem en dygtig gang håndværk.
For nogle nørder, such as myself, er det her element af tilfældighed i sig selv fascinerende og sært dragende. Faktisk nærmest vanedannende. For hvad der mon nu kommer? Afspillerfløjt. Hvor langt fra hinanden er de to sammensatte dele næste gang? T-shirtfjederham. Dukker der mon noget op, som virker endnu mere usandsynligt end hvad man kunne forvente (hvor irrationelt det så end er)? Besebesejling. Ordet besebesejling ikke så umiddelbart nødvendigt i det danske sprog – men sjovt er det sguda, at vi helt tilfældigt har fået noget, der starter med besebese. Eller hvad? (For slet ikke at tale om ”muhko-muhko”!!) Det minder mig i øvrigt om Rokokokommode – som på tysk er endnu sjovere, fordi det udtales med tryk på første stavelse, og fordi de fem første stavelser alle rimer på ”ro”.
Godt Ord Igen har fået bidrag af over 1000 navngivne brugere samt et ukendt antal, som ikke har efterladt navn men har bidraget med over en tredjedel af ordene. De ord og ordforklaringer jeg nævner i denne artikel kommer fra ca. 35 forskellige brugere.
Der er forskellige måder at systematisere de nye ord på: I hvert fald kan man både identificere forskellige typer af nye ord og forskellige typer af ordforklaringer.
Lægger vi først snittet langs ordforklaringerne, så er der mindst disse forskellige måder at forklare ordene på:
- Forklaring slet ikke givet; man tænker sig selv til den (indlysende?) forklaring:
- Lektorlady : ..
- Fallosoptimisme : ..
- Opiumskineseri : ..
- Forklaret lapidarisk med et synonym:
- Hækdingo : Egern.
- Korpusnomade : Dæmon.
- Hulketeknolog : Psykolog.
- Lavtlønsbaghave : Altan.
- Forklaret via en lidt længere beskrivelse:
- Blævrefrontlinje : Skyen på en paté.
- Kvantitetsmorgen : Den var ikke god, men der skete en hel masse.
- Forklaret via en situation, hvori de ville kunne anvendes:
- Risikostyringsjuleaften : Når begge svigermødre er med.
- Hævnehynde : Et af de klassiske begreber fra pudekamp.
- Forklaret som metafor:
- Saftevandshøtyv : Et utilstrækkeligt redskab til det givne stykke arbejde, som skal udføres
- Storkenæblås : Den dims, VVS-manden altid lige mangler, så han bliver nødt til at komme igen på onsdag imellem 7 og 19.
- Forklaret som et resultat af/et eksempel på et særligt fænomen:
- Fletningevældig : Det er vel det de er, de der kvinder i Wagners operaer? Fletninge-vældige?
- Lammekødslimonade : Det nye nordiske køkken har fostret enkelte eklatante smuttere.
Lægger vi i stedet snittet langs selve ordene, så synes jeg igen man kan opdage nogle kategorier med forskellige karakteristika. De fleste brugere forsøger selvfølgelig at ramme en humoristisk tone, for det er trods alt for sjov, men ikke alle ord kalder på en humoristisk forklaring.
Dem der giver god mening men måske ikke rummer den store overraskelse
Det er de indlysende; dem der giver sig selv – eller næsten. Jeg gætter på, at forfatterne til denne kategori af ord simpelthen har syntes, at når tilfældet spiller én et så oplagt men ikke desto mindre ikke-eksisterende ord i hænde, så fortjener det at blive gemt, selvom det i sig selv ikke er særlig underholdende. Det burde bare findes, og det gør det så nu. Dvs. det er efter min mening ikke de største grin eller overraskelser man finder her, men man kan alligevel fascineres af, at det finurlige tilfælde har sat så fornuftigt sammenhørende ord sammen:
- Tredækkerambulance : En ambulance med tre dæk.
- Damemodsigelse : Kommer der aldrig noget godt ud af.
- Handlingsinhibitorisk : Et umuligt dilemma.
- Bedsterokning : At sætte gang i et aldrende familiemedlems gyngestol med et lille puf.
- Afgangsklasse-karneval : Folkeskolens afslutningsfest.
- Kærestesavn : 1. Følelsen man har, når man savner sin kæreste. 2. Følelsen man har, når man savner at have en kæreste.
- Åndslivsunderstimuleret : En person der er i underskud på filosofi, kultur og kunst.
- Historikergrå : Kedelig som en historiker [sic].
- Fængslingsfirkløver: Daltonbrødrene.
- Siksakregnbue : Meget sjældent naturfænomen.
- Restitutionsmosteri : Behandlings- og rekreationshjem, hvor patienterne kommer til kræfter med æblemostproduktion.
- Facitbetænkelighed : Følelse af uro i forbindelse med budgettering.
- Kævebanket : Banket med udelukkende flydende varer.
- Pisdims : Tissemand.
- Gratin–sidefag : Studieretning på kokkeskolen.
- Drømmestøj : Når man snakker i søvne udsender man drømmestøj
Dem der faktisk kunne være reelt nyttige:
Grænsen er flydende mellem denne og den forrige kategori, men her har vi de ord, som ikke giver sig selv men kræver en forklaring. Og når man så læser forklaringern, er man helt med: Yes, selvfølgelig! Typisk er det et ord, der beskriver et reelt fænomen, som ikke rigtig har noget navn i forvejen, og som man måske godt kunne få brug for at kunne tale om:
- Millimeteralmægtig : Følelsen af at have stor indflydelse på ligegyldige beslutninger.
- Ecstasy-udgave : Opgearet remix af et dansenummer. Kører som regel et tempo på 180-220 bpm.
- Klaskekrampe : Almindelig arbejdsskade i S/M-klubben.
- Asfaltreformist : En person med meget store og vidtløftige ambitioner i forhold til infrastrukturpolitik.
- Strithårsdemonstrativ : Det punkere er.
- Parkfilosofi : Når mennesker på ølkasser udbreder deres lommefilosofi i offentligheden.
- Jydemundvig : Jyder griner aldrig overdrevent.
- Inspiceringsritual : Din svigermors traven rundt i huset lige efter ankomst.
- Morfar–efeu : Behåring på ryggen.
- Pepnedbrudt : Når man simpelthen ikke kan tåle at høre mere konsulentsprog for i dag.
- Enkeltmandspræstationspræstation : En præstation udført af flere personer, men kun på niveau med, hvad der forventes én person kunne have præsteret.
- Gribefejring : Når spillerne i amerikansk fodbold har lavet en touchdown foretager de tit nogle ret besynderlige små ritualer for at fejre det.
- Kanonfotografmantra : appelsiiiiiiiiin.
- Kontrakt-sugemærke : Når en person beder en anden person om at påføre sig et sugemærke med det formål at gøre en tredjepart jaloux.
- Konfektludoman : Person som er afhængig af julelegen “mus”.
- Risikotequila : Nr. 8 på den samme aften.
- Popsangermotorik : Umådeholden spankuleren omkring med brystet skudt frem og opadvendte håndflader på udstrakte arme.
- Solisthurra : Den pinlige situation at ingen andre var med på at råbe hurra.
- Evolutionshit : De mest populære dyrearter, ofte hovedpersoner i en Disneyfilm.
- Floskeltømrer : En af dem der siger “Der kom noget i vejen, men vi kommer og fikser det i morgen, det lover jeg” hver gang man ringer og klager over det mangelfulde arbejde, idioten har udført.
- Kurbadbøllet : Beskrivende om den halvfede, svedende mandsperson, som sidder i boblebadet og fyrer lumre kommentarer af.
- Pikhypokonder : Kvinde, der alt for tit har hovedpine, når der skal dyrkes sex.
- Sofabordsmoralisering : Højlydt, småborgerlig bedrevidenhed over aftenkaffen.
- Tidsspildekøkkengrej : Generel betegnelse for køkkengrej som tager længere tid at rense efter brug end det sparer i forkortet tilberedning.
- Cirkadagsorden : Ofte benyttet ved pædagogiske møder på lærerværelset.
Dem der kun meget sjældent vil blive brugt
Dem der er billedskabende i en sådan grad, at man trods ordets unødvendighed eller bare tungebrækkende uanvendelighed i praksis er nødt til at gemme det for eftertiden. Her er det sjove i virkeligheden forklaringen på ordet snarere end ordet selv, og en vildtvoksende kreativitet har i højere grad været på spil. Forklaringen gives typisk via en rundhåndet gang prosa mere end som et synonym:
- Harniskmedlyd : Irriterende når det sidste man hører er, at ens metalrustning bliver sat i harmoniske svingninger af det sværd der kløver den.
- Lurblæsningsautograf : Cirkusnummer, hvor artisten morser sit navn med lange og korte trut i en lur. [Der er noget vidunderligt selvmodsigende og måske ligefrem dansk? i billedet af denneher selvhøjtidelige kunstner der optræder med et virkelig uinteressant nummer, men som har tabt på forhånd allerede når man læser beskrivelsen af nummeret med de korte, uglamourøse énstavelsesord til sidst J]
- Afhaspesnapshot : En paparazzi-fotografs billede der er taget lige før det interessante sker (at celebrity’en stikker hovedet ud ad vinduet). Overført betydning: Resultatet af at være præcist for tidligt på den, ofte grundet overdreven opmærksomhed på opgaven.
- Flæskekødforskalling : Den fars der er yderst i indbagt mørbrad.
- Figenmæcen : En ubrugelig mæcen der støtter kunstnere med tørrede figner.
- Aknebodylotion : Fedtholdig dressing.
- Nyresvigtsreturgods : Hvis den nye nyre ikke virker – ja så må man jo sende den retur.
- Ishockeykulturchok : Når man fejlagtigt troede, man skulle se isdans.
- Kaminkyniker : En af de mange mennesker, der ikke sådan lige imponeres over, hvad folk har stående på deres kaminhylde.
- Hvidløgssoda : Når det ikke bare skal renses men også gerne dufte af hvidløg bagefter.
- Uklarhedspolyglot : En der kan gøre sig uforståelig på mange sprog.
- Kulturkampmyose : Den smerte, man får i skuldrene efter at have debatteret hele aftenen med nogen der tog fejl på internettet.
- Befølingshandleplan : Sådan en bør man naturligvis have klar før den første date.
- Ynglestedpoint : Sofaen: 8 point. Køkkenbordet: 6 point. Kaktussen: 0 point.
- Udsmidningsbispehue : Et udbredt fif blandt dørmænd er at tage en bispehue på for at signalere autoritet, når man må smide folk ud af diskoteket.
- Pant-falk : Den ældre dame som kan opdage en tom flaske med pant på 800 meters afstand og gå direkte efter den uden at sanse omgivelserne eller ejeren af flasken.
- Skvatsæd : Sædbanken fandt hurtigt ud af at de skulle markedsføre denne type mænds sæd under et andet navn.
- Pjankebassist : En bassist der altid spiller noget andet end man har aftalt. Og ingen bebrejder ham, fordi han bare er en rigtig god og behagelig fyr at være sammen med, og fordi alle ved at bas er det kedeligste instrument at spille på…
- Kilovolt–stikpille : En ualmindeligt ubehagelig behandlingsform mod hæmorrider.
- Flagdagsspilvågen : Når man bare ikke KAN sove lige op til den næste officielle flagdag.
- Vovseaflønning : En bid postbud.
- Nissehueoverdosis : Næsthyppigste indlæggelsesgrund juleaften.
- Forældrekøbsprivatvej : Når et forældrekøb tager overhånd.
- Vendelbopengekasse : Aflåseligt skrin til sorte penge.
- Pladderhumanismetrepunktsvending : Indenfor retorik det fænomen, at pladderhumanister bruger tre midlertidige standpunkter for at indtage den modsatte position i forhold til udgangspunktet.
- Parkometertakkekort : Et takkekort, som tilfredse kunder taper fast til parkometeret som tak for en god service. Kun sjældent brugt.
- Vadegrillpølse : Præmien fra far hvis bare knægten lover at gå en lang søndagstur med ham.
- Spækpublicity : Når en kendt bliver udnævnt som gravid i sladderbladene, men som i virkeligheden bare er blevet lidt tyk.
- Shawarmakløpind : Slog aldrig an som kombiprodukt; både fordi den såkaldte itch relief ved anvendelsen af en shawarma og andre fastfoodprodukter ikke er i top, og subsidiært fordi ryghår i munden er så glædesløst.
- Stuntmuflon : Når alfahannen blandt bjerggederne ikke laver de allervildeste spring selv.
- Kommandoraid–henvisning : Når vikingen efter for lang tids lediggang og gåen rundt om sig selv derhjemme endelig besluttede sig for at få behandling for sin depression, kunne han være heldig at lægen udskrev en henvisning på et helsebringende kommandoraid.
Dem der giver et bedre navn til noget der allerede har et navn
Her finder vi de bramfri, talesprogsagtige ord, som vel godt kunne have stået i slang-ordbogen:
- Grillbarkonsul : Den højtagtede pølsemand.
- Skødkrusning : Knibeøvelse.
- Sædhattrick : Se trillinger.
- Regnormpasfoto: Billed af mandligt kønsorgan. Eks: Han sendte et regnormpasfoto via Snapchat.
- Skrævseer : Se gynækolog.
- Luntetravtåhyler : Old boys fodbold.
- Smileknallert : En venlig bonderøv.
- Gildeanstalt : Diskotek.
- Atletikdiskotek : Bordel.
Dem der henviser til aktuelle fænomener
Enkelte brugere har fået og gemt ord, som de har fundet kunne henvise til eksisterende personer, tidstendenser eller velkendte fænomener:
- Minister-gal : Den type vrede, som kan opstå, når nogen afholder en fra at spise et velfortjent måltid mad. Fx risengrød.
- Pøbelplayboy : Sidney Lee.
- Bogmessehækkeløb : Den sport at komme fra den ene ende af Forum til den anden under bogmessen. Kræver årelang træning for at kunne udføres forsvarligt.
- Primadonnanykkeatommagt : Velkommen til Iran anno 2030.
- Jinglerute : Rutebeskrivelse for Tuborgs øl-biler.
- Hævdelsestyttebærsyltetøj : Et vigtigt redskab for de såkaldte speltmødres selvhævdelse. Hjemmelavet naturligvis, med økologisk rørsukker og selvplukkede tyttebær.
Så hvis din store, strithårsdemonstrative søn er svær at få ud af sengen søndag morgen, fordi han ikke stoppede ved risikotequilaen på gildeanstalten, fulgte ølbilen på hele jingleruten eller bare var til kævebanket hele natten, så kan du måske tilbyde ham en vadegrillpølse hos grillbarkonsulen for at lokke ham med ud og gå en tur. Og når I så er afsted, så pas på med den opbyggelige far-søn-pladren, så han ikke bliver totalt pepnedbrudt. Drop parkfilosofien og del for alt i verden dine frustrationer over din tiltagende morfar-efeu med din hulketeknolog i stedet.
Tak til de bidragydere, hvis ord og forklaringer jeg har haft inde over til artiklen ud over mine egne; i tilfældig rækkefølge: Morten Laasholdt, Maria H, NHB, Torben Sangild, Kaia, Peter Brandt Nielsen, Jens Fredslund, Kristiansen, Peter, David Mondrup, Svejgaard, Martin K. Madsen, Emme, JBA, SE, Kjeld N, LSB, Andreas Bach Aaen, Daniel, Simon Kristensen, Rasmus Axelsen, René Kragh Pedersen, Gert Læssøe Mikkelsen, Tim Wille, Troels Bjerre Poulsen, Thomas Widmann, k, Viadigt, Jonas Wildt, Goul, TB, Jonas R. Kirkegaard, Susanne Bjerre, Ole Lond, Brunstrøm, M.H. og Kristian Thougård Pedersen. Godt Ord Igen bygger på en gammel ide af Thomas Holmen Jørgensen, og også tak til Dansk Sprognævn, hvor jeg har hentet ordbogen.
Godt Ord Igen kan følges via Facebookgruppen https://www.facebook.com/groups/kristersoplevelser/ (som også handler om palindromer), og selve ordbogen findes her:
Kig forbi og berig os med et sjovt nyt ord! Eller du kan bladre rundt i ordbogen og ”like” nogle af de eksisterende ord. ”Statsministerkebab” har ikke fået nogen forklaring endnu – men okay, den dukker nok først op igen om ca. 2,8 milliarder klik. “Stræbertrevl” har til gengæld fået sin geniale forklaring: En stræbertrevl er et slips.
Og en “måsspasmager” – det er selvfølgelig ham der mooner ved enhver tænkelig lejlighed.