Der findes et utal af hjemmesider på nettet, hvor der gives gode råd til iværksættere. De fleste har dog en tendens til enten at blive meget generelle eller helt negligere de mange følelser, der også er forbundet med at starte noget op. Vigtigheden i virkelig at brænde for det samt evnen til at kombinere sit privatliv med det travle liv som iværksætter.
Jeg har selv startet adskillige virksomheder. Både danske startups og internationale. Jeg har prøvet at gå på røven, og jeg har prøvet at lykkes og modtage priser som ehandelsprisen og Computerworld’s Edison Award for mit arbejde. Det har været fantastisk og meningsfyldt og på samme tid benhårdt, frustrerende og usikkert.
Det at være iværksætter er ofte et liv præget af en evig søgen efter balance i en verden, hvor netop ubalance og usikkerhed samtidig kan være dine væsentligste innovations og vækstmotorer. Det vigtigste er imidlertid at holde et skarpt fokus på, HVORFOR man starter noget op.
Jeg tror ikke på en motivation, der hedder at blive rig eller tjene mange penge. Det er en mulig sidegevinst for nogle få, mens det aldrig bliver virkeligheden for langt de fleste. I stedet bør drivet være at skabe en hverdag og en livsstil, der gør én selv og omgivelserne mere lykkelige. Med det udgangspunkt følger her mine 5 råd til, hvordan du bliver både succesfuld OG lykkelig som iværksætter:
- Start noget der giver mening for dig. Du kommer til at arbejde rigtigt mange timer på din virksomhed, så du er nødt til at finde noget, du brænder for.
- Tænk i kombinationer frem for idéer.
Forretningsidéer og innovation handler om at kunne se innovative kombinationer frem for nye idéer.
- Hæng dit sind til tørre. Husk pauserne. Mange iværksættere går ned med stress, og du skal ikke være én af dem! Ligesom et håndklæde kan dit sind kun rumme en vis mængde fylde. Hæng det derfor til tørre med jævnlige mellemrum.
- Lyt højere og bed om hjælp.
Alle mennesker har brug for hjælp. Som iværksætter er det ekstra vigtigt. Vær aldrig for stolt til at bede andre om hjælp.
- Vær kærlig.
Iværksætteri handler også om at være kærlig – overfor sig selv og sine nærmeste. Som iværksætter vil du være endnu mere afhængig af dine nærmeste, fordi deres opbakning og forståelse er altafgørende. Husk derfor også at vise dem kærlighed og opmærksomhed på samme måde, som det er vigtigt hele tiden at lytte til dig selv – og mærke efter, om iværksætter-livsstilen stadig er lykken for dig.