Hvad vi taler om, når vi taler om flere kvinder i IT

Som selv-erklæret, udøvende kvinde, der læser og arbejder med IT bliver jeg ofte introduceret for debatten omkring kvinder indenfor datalogi og IT-branchen. Det er alt fra små spørgsmål om hvordan kønsfordelingen er på mit studie (den er fin, tak!) til beskyldningen om “hvorfor er der ikke flere kvinder i IT?” (Jeg har også haft flere særdeles morsomme samtaler, hvor jeg blev beskyldt for at læse på et “mandestudie” fordi jeg gerne ville finde en (mandlig) kæreste). Der findes mange forskellige tiltag for at styrke kvinders position i IT-verden (e.g. Googles kvinde scholarship) og andre tiltag der prøver at oplyse og fremhæve IT som noget piger kan være interesseret i, se bl.a. http://www.xx-it.dk/ eller IT-camp for piger ved datalogisk institut på Aarhus Universitet.

Godt så! Lad mig i anledning af Kvindernes Kampdag den 8. Marts hive fat i det her spørgsmål udfra et kvasi-feministisk perspektiv. Det jeg gerne vil vide er; hvorfor er det så fandens vigtigt? Hvad er det vi taler om, når vi som branche siger vi gerne vil have flere kvinder i datalogi/IT?

Der er forskellige tankegange bag dette – her jeg ser i øvrigt fuldstændigt bort fra mænd som ønsker kvinder i IT fordi “så er der noget godt at se på”; det er en myte, der har meget lidt hold i virkeligheden.

Så vi ønsker altså at tiltrække flere kvinder til IT. Når snakken falder på at tiltrække kvinder ender den nogle gange i at vi vil tiltrække kvinder, fordi de er kvinder. Der er en gennemsyret politisk korrekthed om at mænd og kvinder skal have samme muligheder og derfor skal vi død og pine have ligestilling over det hele; for når vi først har besluttet os for ligestilling så skal det altså være nu! Der er ingen piger/kvinder som skal holdes borte fra IT-branchen grundet køn – vi skal have flere så alle kan se hvor ligestillede vi er. Man glemmer fuldstændig at alle samfundsændringer tager tid – også ligestilling.

Ofte kommer denne tanke fra et godt sted – vi vil gerne at alle mennesker føler sig inkluderet hos os og en kønskvotient på 40% kvinder ville være noget dejligt konkret at pege på; se kvinder er velkomne – vi er moderne og ligestillede.

Desværre strander den ofte ved at kvinder skal ind i IT fordi kvinder skal ind i IT – dermed mister man fuldstændigt mennesket bag ved kvinden; Hvad nytter det at rummet er halvt fyldt med kvinder hvis rummet er helt fyldt med mennesker som kun elsker star trek TOS og whisky og har en intens passion for perl? Dette skaber en teoretisk diversitet uden hold i virkeligheden.

I den modsatte grøft finder vi dem, der siger de ønsker flere kvinder, men det de i virkeligheden mener er at de ønsker større fokus på traditionelt feminine værdier i software og produkt udvikling. Der ønskes mere dialog, menneske-omsorg og empati inden for it-branchen for at skabe bedre produkter. Igen er det en beundringsværdig dimension at efterlyse indenfor sit fagområde, men når disse værdier efterlyses hos kvinderne overser vi fuldstændig de mænd som måtte have samme kompetencer – og dermed samme værdi som en kvinde med samme evner. For slet ikke at tale om hvor akavet det er at ansætte en kvinde for at øge dialogen i afdelingen hvorefter hun så sætter sig ned i et hjørne og koder. Med en whisky.

Jeg er ikke ude på at negligere gode tiltag for at gøre piger opmærksomme på hvor fed IT-branchen er og dermed fjerne kulturelle barrierer. Jeg er selv stor fortaler for at udbrede det gode IT-budskab; IT karriere er godt, nørdet, traditionelt, omsorgsfuldt, nyskabende. Vi skal aldrig fortabe os i IT-kvinder for IT-kvinders skyld. IT-kvinder er ikke et procenttal på et stykke papir, det er mennesker som ansættes fordi de brænder for deres arbejde.

Glædelige kvinders internationale kampdag.

7 comments for “Hvad vi taler om, når vi taler om flere kvinder i IT

  1. Det er en lidt mærkelig trend at blive ved med at spørge kvinder i it-branchen, hvordan man får kvinder ind i it-branchen – vi er ikke alle ens. Jeg har dog alligevel forsøgt at svare på det spørgsmål i flere forskellige sammenhænge gennem tiden – og lytter altid, når andre kommer med deres bud.

    Hvorfor vil vi gerne have flere kvinder? En begrundelse jeg ofte hører er at man skal have _flere_ i it-branchen og kvinderne er det uudnyttede marked. Den kan jeg måske forstå, men i samme øjeblik man benytter stereotyper omkring kvinder til at reklamere til dem (lyserød, bløde værdier og fokus på skønhed, se https://www.youtube.com/watch?v=g032MPrSjFA), så får man fat i dem der er stereotype kvinder – og de har måske sværere ved at vælge en ustereotyp uddannelse.

    Du har helt ret i at vi glemmer individdet i denne diskussion omkring køn. Jeg vil gerne have flere kvindelige branche-kolleger (i teorien om at det bliver nemmere at være kvinde i it-branchen, når det ikke er så usædvanligt) og når jeg skal fortælle en potentiel it-studerende om hvorfor hun skal vælge en it-uddannelse, så tager jeg udgangspunkt i hendes personlige styrker og interesser. It-branchen er bred og der er plads til de fleste slags personligheder i den. Det er altid lykkes mig at vække en interesse – og ofte også en overraskelse over hvor bred branchen er. IT i alting er lidt en kliche, men det er jo sandt at der skal bruges mange forskellige slags evner til at lave gode it-produkter. Projektet XX-it har forsøgt at fange lidt om de mange it-uddannelser på dette lille site http://www.xxit.uudanmark.dk/ – og Future People har lavet en liste over it-uddannelser (tryk “alfabetisk” her: http://www.futurepeople.dk/).

    Vi skal heller ikke glemme at der er mange sider af denne sag. En ting er it-branchens interesse i at få flere kvindelige medlemmer og en anden side er kvindernes interesse i at vælge den uddannelse der er mest interessant for dem. Jeg har mødt flere kvinder som i dag arbejder i it-branchen, men som ikke har en it-uddannelse og fortæller mig at de gerne ville have haft en. De ting der påvirker et uddannelsesvalg kan f.eks. være forbilleder, fordomme og forældrenes vejledning og der synes jeg det er synd, hvis nogen fravælger it-branchen under den fejlagtige opfattelse at der ikke er plads til folk som dem i den.

    Det er en lang diskussion med mange perspektiver.

  2. Det ér en svær debat og bestemt kun et lille hjørne af den. Jeg skal også gerne frasige mig at være perfekt i denne diskussion – jeg vil gerne arbejde for at flere piger ser hvor mange muligheder der er i branchen. Men jeg er f.eks. en del af itcamp.dk som jo netop udøver kæmpestor kønsbaseret forskelsbehandling; vi diskuterer ofte hvorvidt det er i orden at give piger så fed OG gratis en mulighed som vi ekskluderer drengene fra. Der er mange små del-diskussioner i denne debat og jeg har ingenlunde løsningen på den – det er derfor den er så sjov 🙂

  3. Interessant indlæg. En af grundene til, at man gerne vil have flere kvinder i branchen – startende med på fx datalogistudiet – er, har jeg forstået, at man gerne vil sikre sig, at man ikke afskrækker dygtige kvinder, som ikke har lyst til stort set at være eneste kvindelige indslag. Har man en dygtig pige, som overvejer at læse datalogi blandt flere alternativer, så er chancen større for at hun vælger et fag med en nogenlunde jævn kønsfordeling. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, med andre ord. Det er i hvert fald det argument, jeg har hørt.

    • Jakob, du vil helller aldrig høre mig tale imod at tiltrække kvinder til IT; Hvis de er et menneske der ville trives i miljøet og tilføre gode spændende ting, så er det da ærgerligt at de ender som middelmådig eller ulykkelig [indsæt kønsstereotyp uddannelse her].

  4. Hvis man ser et problem i kønsfordelingen, skal man først gøre sig klart om det er IT faget som lider under de manglende kvinder, eller om det synd for kvinderne at de fravælger IT faget.

    Set i lyste af at kvinder i dag er bedre uddannet end mænd, må vi nok konkludere at det med uddannelsesvalg er unge kvinder fuldt ud kapable til selv at klare.

    Om IT faget lider under manglen på kvinder, er nok lidt svært at vurdere. Et argument er at kvinder kan noget mænd ikke kan. Et synspunkt der næppe er gangbart. Særligt ikke i disse ligestillingstider, hvor mænd og kvinder helst skal kunne det samme.

    Et andet argument kan været at kvaliteten af de uddannede stiger da optagelseskravene på uddannelserne skærpes pga. det øgede antal ansøgere. Et validt argument – måske. Talentmassen skulle tages et andet sted fra. Tror man på den argumentation ville det medføre ringere læger og jurister. Om ikke andet er det nemmere at finde kvalificeret udenlandsk arbejdskraft indenfor IT branchen end så mange andre brancher. Den IT ansatte behøver ikke nødvendigvis at befinde sig i samme land som virksomheden. Den sproglige barriere er også mindre end i så mange andre fag.

    • Jeg tror ikke nødvendigvis at kvinder kan noget mænd ikke kan, men de er nu engang anderledes. I nogle tilfælde kan kvinder bidrage med ideer eller synspunkter som måske er anderledes end mænds. Jeg siger ikke det hele skal gå op i babyer og lyserøde kjoler og madopskrifter, men kvinder kan nogle gange være en god genvej til at få en indføling for kvindeproblemstillinger. I nogle IT-fag er dette relevant da man også ønsker kvindelige brugere, hvorimod hvis du udvikler revisor-software så kan det var pænt lige meget hvad din slutbruger har mellem benene.

      Ang. uddannelse så synes jeg det er farligt at skære alle uddannelser over én kam. Nogle uddannelser fører til jobs med mere magt i samfundet – lige nu findes en stor del af samfundets magt i IT-branchen. Det bør kvinder være bevidste om; hvis de så stadig vælger engelsk eller psykologi er det selvfølgelig deres egen sag. Men jeg synes ikke man kan afvise at kvinder stadig sidder udenfor magtfelterne i samfundet. Og jeg tror ikke på at kvinder naturligt er mere interesseret i det ene eller andet – derfor en indsats for tidligt at gøre dem bevidste om at der er mange flere muligheder end humaniora m.v.

      • Hej Mathilde og tak for artiklen.

        Jeg oplever at der er masser af kvinder i IT. Kig på uddannelser som Multimedie-designer, Informationsvidenskab og Digital Design. Lur mig, om kvindekvotienten ikke er oppe på 40% eller mere på disse uddannelser.

        Så er der selve IT-faget. Jeg ser hver dag masser af testere, UX’ere og projektledere som er kvinder. Jeg vil tro vi igen har en ret høj kvotient i disse roller. I udvikler-roller ser jeg nogle få kvinder på min og andre arbejdspladser, langt fra 40%, men trods alt er de der. At der ikke er flere i den sidste rolle, når nu så mange finder frem til de andre roller, får mig til at tro, at der ikke er et stort ønske om at arbejde med programmering og udvikling fra en stor mængde kvinder.

        Nu har de fleste været gode til at nævne individet, og lad mig derfor understrege, at jeg ikke aner hvorfor kvinder (eller mænd) læser det de gør. Jeg har hørt, at uddannelser med “Design” i titlen generelt tiltrækker kvinder nemmere end “IT”-uddannelser, men om det er andet end snak, ved jeg ikke.

Skriv et svar til Mathilde Hoeg Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *