Homer Simpson formulerer det bedst:
You tried your best and you failed miserably. The lesson is: Never try.
Forleden havde jeg en snak om at fejle. Mere specifikt om angsten for at fejle. Vi fik vendt problemstillingen med “de dygtige piger” (og de dygtige drenge), som klarer sig godt i gymnasiet, men som helt giver op, når de bliver udfordret på universitetet. Jeg var selv tæt på at droppe ud af samme grund.
Det er ikke in at stræbe. Det er in at kunne det hele på forhånd og få 12 uden at gøre en indsats. Problemet er bare at der er ting her i livet som kræver en indsats. Jeg har set mange dygtige mennesker knække halsen på at tro de kan køre den på rutinen og så blive helt slået ud, når det ikke længere virker. De hænger deres personlighed op på at være kloge og ikke på at være hårdtarbejdende. Der bliver set lidt ned på dem som er nød til at arbejde hårdt for at klare sig godt og med sådan en indstilling er det skidt at finde sig selv i en situation, hvor det hårde arbejde er nødvendigt. Så vil man faktisk hellere give op.
Hvis vi skal se problemstillingen som en del af tidsånden, så kan denne indstilling forklare hvorfor flere går ned med stress. Flere føler angst – især de unge. Vi føler os pressede – især børnefamilierne. Vi skal klare os bedre end nogensinde og sørge for at det er tydeligt på facebook. Imens får andre dårlig samvittighed over alt det de ikke når – på studiet, på arbejdet, med familien og i livet. Nogle bliver deprimerede – nogle går så langt som at forsøge selvmord. Mange er på lykkepiller.
Der er en grund til at firmaer er begyndt at skrive “robust” på som en kvalitet de leder efter i en medarbejder. Vi skal kunne holde til meget.
Hvorfor er vi endt her? Hvad kan vi gøre for at ændre det?
Lad os starte ved den nye generation. Kommer det måske af vores børneopdragelse? Vi roser børnene for at være dygtige, men husker vi at rose dem for at prøve noget nyt? Roser vi dem for at forsøge (og måske fejle med) noget svært? Har vi for travlt med at gøre altid for dem og overbeskytte dem – at gøre dem til curlingbørn? Har de stressede børnefamilier mistet overskuddet til at vente mens børnene prøver selv?
Teorien er ikke min, men Linda Risings. Jeg har ved flere lejligheder haft glæden af at lytte til hende, når hun snakker om talent og læring og at have et “agile mindset” eller et “fixed mindset” – eller som de fleste en blanding af begge, hvor vi hælder til den ene eller den anden side i forskellige situationer.
Den første gang var til et Ada Aarhus-foredrag, hvor hun gav et fantastisk indlæg om børneopdragelse, og hvordan vi påvirker vores børn mod et givent mindset. Desværre er det foredrag ikke på video, men Linda opsummerer pointerne indenfor de første 10 minutter af dette foredrag (som er en slags opfølgning):
Samme pointer kommer fra Salman Khan som har startet Khan Academy. Han har skrevet en artikel med titlen “The learning myth: why I’ll never tell my son he’s smart”.
Hvis man skulle have lyst til at læse lidt forskning på området, så kan man starte her. Konklusionen? Man håndterer bedre en fejl, hvis man har det agile mindset. Der bliver ikke givet op så let og man lærer bedre.
I iværksættermiljøet er læring også det hotteste. Lean Startup og pretotyping sætter det på formel at man skal afprøve ting og fejle hurtigt, så man kan lære noget nyt. At fejle ses som noget naturligt af dem som har mindsettet på plads – men hvis man ikke har, så kan man finde trøst i Salman Khan som slutter sit indlæg af med at forsikre om at det aldrig er for sent at få justeret sit mindset, hvis ikke du har det med hjemmefra.
Pointen er: Lad være med at lytte til Homer Simpson-citatet i starten og lyt hellere til et helt andet Homer Simpson-citat:
Son, if you really want something in this life, you have to work for it. Now quiet! They’re about to announce the lottery numbers.
Nå, det er vist kun første del af citatet som passer ind…
Doh!