På grund af diverse reformer og besparelser gennemført i de sidste par år i universitetsverdenen kommer jeg ofte til at diskutere universitetets rolle i samfundet med mine kammerater fra den akademiske verden.
Når man har hverdagen i it-branchen, bliver det påtrængende spørgsmål: “Hvad er universitetets rolle i at uddanne arbejdskraft til it-branchen og it-forskning?”
Med et ønske om at få flere studerende igennem studierne og gerne på normeret tid eller kortere, har man indført nogle reformer, som i højere grad gør universitetet til en skole end et studium. Lad mig forklare hvad jeg mener er forskellen: I skolen skal man igennem et fast pensum i en bestemt tidsramme, hvor viden om pensum direkte gør en i stand til at udføre en opgave og bestå en eksamen. I et studie skal man lære at lære – man skal selvfølgelig have en grundviden, men man lærer at løse problemer og have en struktureret tilgang til nye udfordringer, og hvordan man afdækker ny viden.
Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om forskellen på at læse datalogi på universitetet i dag og dengang jeg startede i 1999. Jeg har faktisk gjort det og alligevel taget det ud af indlægget. Essensen er nemlig forsimplet – vi er på vej fra at have studier til at have skoler. Universitetet er ikke længere et sted man går hen for dannelse og selvstudier, det er et sted hvor man går hen for at lære pensum og bestå eksamen.
Skolen producerer til gengæld flere kandidater (lidt endnu). De kan en masse pensum og de kan bestå eksamener, men om de har lært at lære er op til den enkelte kandidats selvdisciplin.
Det kræver en kraftanstrengelse at studere i en skole. Regler vil modarbejde en, hvis studiet betyder at man ikke passer sin skole 100 %. Udenlandsstudier bliver besværlige, fordi det kan være svært at få merit for 100 % af den tid man er ude. Energisk deltagelse i studiemiljø – risikofyldt. Studierelevant arbejde med spidsbelastninger som ikke passer ind i eksamensplanen kan man godt glemme. Sygdom – det er der ikke tid til. Dødsfald i familien – kom over det og bestå eksamen i morgen.
Alt dette bliver forstærket af den nyeste studiereform – fremdriftsreformen eller udsmidningsreformen som den hedder i folkemunde. Nu skal vi til at smide folk ud, hvis de ønsker at skræddersy deres studietid eller dømme dem til at læse mere end normeret, hvis de er dumpet et kursus. Alle aktiviteter som falder udenfor den slagne vej vil blive straffet. Nysgerrighed og videbegær vil blive straffet. Enkelte fejltrin vil blive straffet. Det betyder formentlig at dispensations-organet enten får meget travlt eller må se mange ganske fine studerende blive smidt ud.
Man kan selvfølgelig også slække på kravene. Gøre det nemmere at bestå eksamen og skære ned på fagligheden, så det er muligt at tage flere fag end beregnet af gangen. Det må være fristende – for budgettet afhænger jo af hvor mange der kommer godt igennem deres fag. Dumpede studerende => færre studerende => lavere budget => færre undervisningskræfter, dårligere forskning og fyringer => dårligere undervisning => dumpede studerende. Det nemmeste at ændre på i den dårlige spiral er: ikke at dumpe de studerende uanset hvor lidt de bringer til bordet.
Er det den slags universitet vi gerne vil have?
Hvor er fordybelsen?
Hvor er selvstændigheden?
Måske er der også sket en ændring hos de studerende? Ved godt at datamatiker uddannelsen er langt fra det samme, men de studerende kommer hovedsageligt samme sted fra og jeg kan sige, at størstedelen af de nye studerende der er kommet i år, absolut ikke er i stand til at tage ansvar for deres studie på et niveau, som selvstudie kræver.
Hvor er det trist at høre.
Gad vide hvorfor? Er det mon curling-børnene der er uselvstændige studerende?
Personligt synes jeg stadig vi skal smide dem ud på det dybe vand og ja, så er der nogen der ikke kan svømme, men der er også nogen der vokser med opgaven. Dem der ikke kan svømme må vi så finde en livredder til – de lærer nok også noget af at se at de burde kunne selv, men ikke er der endnu.