Retrospectives på GOTO

I disse dage sidder jeg på GOTO-konferencen i København og filosoferer over konferencens emner.

Forleden gav jeg et interview om Scrum til en speciale-studerende og blev fanget af et svært spørgsmål. “Hvis du blev tvunget til at udpege en del af Scrum som den vigtigste, hvad skulle det så være?”. Mit første instinkt var at svare “it depends” – det er klart at det vigtigste i Scrum for dig, er det som giver dig mest værdi, og den værdi er afhængig af dine omstændigheder.

Det kan være at du får enormt meget ud af Sprint reviewet, fordi det giver dig nødvendig buy-in fra uundværlige stakeholders og uvurderlig feedback. Det kan være at du får mest ud af at indføre rollen “Product Owner”, fordi der ellers ikke ville være styr på visionen og Scrum-Teamet bruger en stor del af deres tid på at løbe i den forkerte retning eller bare stå stille og pudse lidt på status quo. Det kan også være at du får mest ud af Sprint Retrospectivet, fordi sten i skoen ellers får lov til at bestå og stå i vejen for fremdrift og teamet ellers ikke får talt om problemer, men bare bliver mere og mere frustrerede over tingenes tilstand indtil de giver op og måske siger op, fordi de føler at de ikke lærer og udvikler sig, men i stedet står stille i sumpen.

Presset af interview-situationen valgte jeg at svare “retrospectiver” – mest ud fra en følelse af at det er en undervurderet del af Scrum, som har potentiale til at give store forbedringer, hvis teamet bliver gode til det, men også ud fra mine egne erfaringer – det er her jeg har fundet mest guld hen ad vejen. Retrospectiver – selv de dårlige – fortæller meget om et team og hvilke problemer der lurer over overfladen. Ofte er gruppedynamikken tydelig f.eks. i forhold til hvem der entusiastisk kaster sig ud i reflektioner og hvem der træder et skridt tilbage og ikke rigtig deltager. Hvem der dominerer samtalen, hvem der søger kompromisser og hvem der bøjer af. At tale om vores (sam-)arbejde på et meta-niveau, gør dynamikken tydeligere end i hverdagens samarbejde – sat lidt på spidsen. Kulturen bliver også tydelig på grund af det svære og potentielt konfliktfyldte i tale om de ting der presser os i vores hverdag – hvordan håndterer vi problemer, og hvordan ville vi gerne håndtere problemer? Er vi lidt for gode til at pege fingre ad hinanden i stedet for at tage et fælles ansvar?

Da jeg var fuldtids-Scrum Master brugte jeg lang tid på at blive bedre til netop retrospectiver og hele tiden forny oplevelsen for mine teams og afprøve forskellige metoder for at finde ud af hvad der virker bedst for lige mine teams. Derfor glæder det mig også at to eminente talere på GOTO har taget netop dette emne op. Linda Rising skal tale om hvordan fokus i retrospectiver kan udvikle sig over tid i et erfarent team og hvordan man holder fokus på læring og Aino Vonge Corry skal tale om anti-patterns indenfor retrospectives.

Både Linda og Aino er fantastiske talere, og jeg er ikke i tvivl om, at der kommer meget læring ud af de to talks. Nu ved du hvor du kan finde mig på GOTO i morgen – ses vi?